Mellem fire og seks om eftermiddagen drikker man te, - tcehai. Og her må vi bedrøve med, at samovaren - den smukke, gamle af messing - er stærkt på retur, for ikke at sige praktisk taget forsvundet, og afløst af en forkromet, elektrisk tingest, som russerne selv er henrykte for.

Det er ikke længere siden, de slap af med den »håndfyrede« samovar, end at de stadig fryder sig over fremskridtet og ikke kan begribe, hvad en tåbelig turist vil med det uhåndterlige monstrum. Men altså: Tedrikningen eksisterer stadig, den er nærmest et ceremoniel i familien, og samovaren er, også i sin moderne udformning, husets samlingspunkt og sjæl (og statussymbol, siger nogle). Konen i huset sætter sig for bordenden med samovaren, ved siden af sig har hun en lille kande med stærkt te-essens. En teske sættes i et glas (ikke en kop!), så det ikke springer, lidt te-essens kommes i, og der fyldes kogende vand på fra samovaren (»samo« = selv, »varit«= kogt). Sukker og eventuelt citron eller syltetøj bydes til. Sukkeret kommes dog ikke i teen, men holdes i munden.

Aftensmåltidet er også varmt og ligner det midt på dagen, om end knapt så bastant.